Vrinskebækken skal renses på en længere strækning

Den fire uger lange høring om Vrinskebækken på Østmøn bragte såvel godt som dårligt nyt, alt efter hvem man repræsenterer i de tre høringssvar. »Vinderen« er Danmarks Naturfredningsforening, der har foreslået, at oprensningen og genopretningen udvides til også at omfatte strækningen op til udløbet fra Hunosøen.

Naturfredningsforeningen anfører i sit høringssvar, at kommunen bør gennemgå strækningen for at sikre, at der ikke er uhensigtsmæssige spærringer for fisk og andre levende væsener.

Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget, at der udarbejdes en tillægshøring af et projekt for vandløbsstrækningen opstrøms til Hunosø.

Derudover gennemfører kommunen en restaurering og regulering af en ca. 700 meter lang åben strækning fra renseanlægget til et nyanlagt rør, der skal løbe 1,2 km.

Den store vinder er derimod Camping Møns Klint, som både kommunens forvaltning og politikere, diverse miljøorganisationer og naboer til Vrinskebækken peger på som kilden til forureningen.

Camping Møns Klint var først meget lang tid om at etablere et pilerensningsanlæg og har siddet påbud fra Vordingborg Kommune overhørig.

Men da der ikke blev fulgt op på formaningerne, er et flertal i Teknik- og Miljøudvalget kommet til den konklusion, at kommunen er ansvarlig. På grund af »udvist myndighedspassivitet«, som kommunen har skrevet til statsforvaltningen.

Taberne er nu skatteborgerne, som kommer til at betale for oprensningen af det første stykke og det sidste stykke, som DN fik gennemført.

Biolog i Afdeling for Byg, Land og Miljø Birgitte Apel Jacobsen oplyser, at der er afsat 150.000 kr. i budgettet.

- Men det kommer det i hvert fald ikke til at koste. Et skøn lyder på 50.000 kr. for begge etaper, men vi har ikke indhentet tilbud endnu, siger hun.

Taber er også Østmøn Naturforening, som i sit skarpe høringssvar protesterer over, at det ikke er forureneren, dvs. Camping Møns Klint, der kommer til at betale for genopretningen.

- Det er en våd klud i ansigtet på os, der gerne vil passe på den natur, vi har. Det er ikke særlig opmuntrende, mener formand for Østmøn Naturforening Margareta Dahlstrøm.

- Man kan sige, at det er småpenge, og tabet for skatteborgerne er beskedent. Men der, hvor vi taber, er den politiske kultur i kommunen. Retsfølelsen bliver krænket ved, at campingpladsen får lov at forurene og ikke engang er med til at finansiere oprydningen, siger Margareta Dahlstrøm til Sjællandske.