Hver lørdag i løbet af de seneste par måneder har en lille gruppe voksne skabt et frirum for unge skatere på parkeringspladsen ved Præstø Bibliotek.
Drømmen har fra første færd været at bygge en skaterpark til de unge i byen, og nu rykker den drøm et stort skridt tættere på realisering.
I hvert fald har det nystiftede Præstø Skate Community landet en aftale med Vordingborg Kommune, så cirka en tredjedel af parkeringspladsen ved biblioteket på Lindevej kan indrettes til en skaterpark – foreløbigt frem til uge 43.
– Der er faktisk lige småt nok, men vi er stadig glade for at få lov til at få pladsen, fortæller Søren Halkjær Toldbod, der er en af initiativtagerne til det nye skatermiljø for de unge.
– Vi har været rundt og se, om det kunne ligge andre steder. Vi har både kigget på steder indendørs og på andre parkeringspladser rundt i byen, men vi har ikke kunnet finde andre egnede steder, forklarer initiativtageren, der dog også selv personligt er meget glad for placeringen ved biblioteket.
– Det er et af de få steder i byen, hvor de unge allerede skatede i forvejen, og så ligger det dejligt åbent. Det er jeg fortaler for, fortæller initiativtageren.
– Man kan anskue det på to måder. Enten skal sådan en skaterpark gemmes væk indenfor og gerne ude på en mark, så der ikke er nogen, der bliver generet af larmen, eller også skal det stå ude i det åbne, så man forhåbentlig undgår, at det bliver brugt til lyssky aktiviteter, forklarer han.
Skaterparken kommer i første omgang til at bestå af et par rammer fra det gamle ungdomshus Birdhouse i Vordingborg samt nogle flyvehops og bokse, som de unge i Præstø Skate Community selv har været med til at bygge.
Skaterfolkene mødes igen i morgen lørdag klokken 11, og de regner med at fortsætte med lørdagsarrangementer frem til og med udgangen af august.