Svømmeklub jubler over næstbedste løsning

Til trods for, at det ikke lykkedes at få 50 meter baner, er formanden for Vordingborg Svømmeklub vild med planerne for det nye vandhus. Svømmeklubben har tidligere kritiseret beslutningen om kun at have 25 meter baner i stedet for 50 meter baner, men Jan Clausen, der overtog formandsposten i svømmeklubben i februar, glæder sig alligevel over planer for det nye vandhus.

– Selvfølgelig ville vi gerne have haft 50 meter baner, men det her er absolut den næstbedste løsning, og det er godt nok, fortæller han.

– Man må jo også bygge, hvad man har penge til, tilføjer han.

Plads til at vokse

Formanden er særligt glad for, at kommunen har valgt en model, der giver plads til ti baner i stedet for seks.

– I den nuværende hal har vi seks baner, og det er meget begrænset. Nu har vi mulighed for at blive meget større, fortæller formanden.

– Og vi vil også få mulighed for at holde rigtig gode og langt større stævner, lyder det fra formanden, der desuden fremhæver bedre plads rundt om bassinet og bedre tilskuerpladser som plusser ved det nye vandhus.

I det hele taget understreger Jan Clausen, at svømmeklubben bare er yderst taknemlig for at komme væk fra den nuværende svømmehal, der er »slidt på alle måder«.