SFO-takster vækker opmærksomhed

Når det kommer til SFO-takster, går Vordingborg Kommune mod strømmen.

Det har en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Bureau 2000 for fagforeningen FOA vist, og det har bragt kommunen i de landsdækkende mediers søgelys. Men når man er færre timer i SFO, er det kun rimeligt, at man betaler mindre, mener Kirsten Overgaard (V), formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget i Vordingborg Kommune.

– 650 børn ud af 2000 blev i forbindelse med den nye skolereform og de længere skoledage frameldt SFO. Det kunne vi ikke sidde overhørigt, siger Kirsten Overgaard, der allerede i sommerferien bad administrationen om at kigge på en ny model.

Resultatet blev en reduktion af forældrebetalingen fra 1630 kroner til 700 kroner pr. måned. En drastisk prisnedsættelse, der er finansieret ved at lade SFO-personale overgå til ledige stillinger i daginstitutionerne og bibeholde det kommunale tilskud til SFO'erne på 15,3 millioner på trods af færre børn.