Fodbold: Marginalerne var ikke med serie 1-bundholdet Ørslev GIF i lørdagens hjemmekamp mod Roskilde KFUM’s andethold, hvor sydsjællænderne trods en god præstation noget bittert måtte se sig besejret 1-0.
– Vi skulle have haft et enkelt point. Det er tættere på 1-1 end 0-2. Men det er, som mange gange før i sæsonen, lidt vores lod som bundhold i forhold til lige at mangle det sidste held og skarphed. Og så må vi også erkende, det er svært for os at lave mål – lidt for svært. Men vi arbejder stenhårdt og gør en god figur, så jeg kan kun være tilfreds med drengenes præstation, lyder det fra Ørslev-cheftræner Casper Brinn.
Kraftig vind var en væsentlig faktor på Ørslev Stadion lørdag eftermiddag, og det havde gæsterne fra domkirkebyen gavn af i første halvleg, hvor de også fik bragt sig foran efter blot tre minutters spil.
Det kunne også være blevet til en større Roskilde-føring før pausen, hvis det ikke havde været for flere store redninger af en veloplagt Kasper Kæp i Ørslev-målet, som sørgede for, at værterne fortsat havde gæsterne inden for rækkevidde før de sidste 45 minutter.
I anden halvleg var det hjemmeholdets tur til at blive hjulpet frem af vinden, og det fik sydsjællænderne på fin vis udnyttet til at være spildominerende og sætte gæsterne under pres.
Med et mål annulleret for offside, flere nærgående frisparksforsøg og masser af optræk til chancer, der løb ud i sandet, så forblev det dog lige ved og næsten for hjemmeholdet, som trods dominansen i anden halvleg måtte se sig besejret.
Sydsjællænderne er derfor fortsat blot noteret for et enkelt point efter sæsonens første 15 kampe.
Ørslev skal i aktion igen på torsdag, hvor de gæster Haslev FC klokken 11.00.
Kamptal
Serie 1
Ørslev GIF – Roskilde KFUM: 0-1 (0-1)
