Nu kan man også blive kviktestet i Bårse

Onsdag 10 marts åbner Region Sjælland et nyt kvikteststed for covid-19 i hallen i Bårse.

De kommende åbningsdage bliver mandag og onsdag fra klokken 9-19. Det er ikke nødvendigt at bestille tid. Der er tale om kviktest af den nye slags, hvor borgerne podes i de ydre næsebor, og hvor podepinden derfor ikke skal lige så langt ind i næsen, som ved de tidligere kviktest som mange fandt ubehagelige.

Region Sjælland åbner i alt 45 nye kviktest-steder, som alle bruger den nye og mere behagelige kviktest. Antallet af test-steder skal understøtte regionen, og kommunerne og sundhedsmyndighedernes anbefaling om, at borgere, som går på arbejde eller i skole, skal lade sig teste to gange om ugen.

Det er en vigtig forudsætning for genåbningen af samfundet.

Ud over Bårse kan borgerne ifølge Vordingborg Kommune blive kviktestet i Vordingborg, Præstø og Stege. I Vordingborg og Stege tilbyder man også PCR-tests.