Massør tvunget til at gnave af opsparingen

Massør tvunget til at gnave af opsparingen
Foto: J.C. Borre Larsen
En storsmilende Thilde Toft, da hun havde masser af kunder i klinikken. Nu kæmper hun for overlevelse. Foto: J.C. Borre Larsen
En storsmilende Thilde Toft, da hun havde masser af kunder i klinikken. Nu kæmper hun for overlevelse. Foto: J.C. Borre Larsen

Mens butikkerne åbnede i sidste uge, og kunderne tittede frem i handelsgaden, måtte en skuffet Thilde Toft fra Toftium Massageterapi og Sportsklinik nøjes med at se til bag vinduerne i sin klinik i Vordingborgs Algade.

Landets massører er fortsat ramt af corona-nedlukning. Og det gør ondt, når man er en lille nyopstartet enkeltmandsvirksomhed, hvor ingenting kommer af sig selv.

Efter at have knoklet med at sætte de nyerhvervede lokaler i stand var Thilde Toft som sportsmassør qua evner og lange arbejdsdage godt i gang med at opbygge et solidt kundegrundlag, da hun i december sidste år for anden gang blev tvangslukket på grund af coronaepidemien.

Dengang håbede Thilde Toft, at der ikke ville gå så lang tid, inden hun atter fik lov til at massere ømme ben og skuldre. Men det trækker ud, og det frustrerer hende.

– Jeg kan ikke forstå, at store forretninger og den almindelige detailhandel må have åbent, når vi massører ikke må. Jeg har kun en kunde ad gangen, mens der eksempelvis i tøjforretninger må være fem ad gangen. Hos mig smittefaren betydelig ringere, siger Thilde Toft.

Løber snart tør

Tvangslukningen presser hende økonomisk, når hun ikke kan få lov til at udøve sit erhverv. Hver måned skal der betales husleje og oven i kommer udgifter til el, vand og varme.

– Jeg bruger af min opsparing, siger Thilde Toft og mere end antyder, at hun ikke kan blive ved med at tære på fedtet.

– Der skal ikke gå meget længere, før opsparingen er brugt, sukker hun.

Statens hjælpepakker har hun ikke haft glæde af. Dertil har hendes omsætning været for lille.

I et forsøg på at holde bare lidt liv i forretningen arrangerer Thilde Toft elastiktræning i det fri. Da forsamlingsforbuddet var på maks. fem personer, stod hun udendørs med fire deltagere, der hver havde betalt en 50'er. I denne uge tilbyder hun også elastiktræning online.

– Man behøver ikke at være sportsidiot. Programmet er individuelt tilpasset, fortæller hun.

Thilde Toft håber, at massørbranchen får lov til at genåbne 15. marts eller 5. april, så hun atter kan få gang i indtjeningen.

– Jeg er afhængig af, at folk booker en tid hos mig, lyder bønnen.