Kvinde reddet på Møns Klint

En kvinde, der lørdag ville kravle op ad klinten nord for Geocenteret, måtte give op på vejen, og pludselig befandt hun sig i en situation, hvor hun hverken kunne komme op eller ned. Det resulterede i en redningsaktion, hvor Sydsjællands Brand og Redning måtte sende et hold til klinten for at fire hende op.

– Vi troede endda, der var to ulykker derude, for vi fik to anmeldelser. Den anden skulle være en kvinde, der var faldet ned. Men da vi havde delt os op, og det ene hold havde gået 800 meter den ene vej og den anden vej, blev vi overbevist om, at der kun var en ulykke. Anmelderen har taget fejl af trappenummeret, og der var også tale om en tidsforskydning, fortæller indsatsleder Claus Christensen til Sjællandske.

Beredskabet har specialuddannede klinteredningsfolk, som kan klatre i bjerge.

– Nogle mennesker tror, de kan kravle op ad klinten, men undervurderer, hvor blødt, der er. Så finder de ud af, at de hverken kan komme op eller ned, siger Claus Christensen.

Beredskabet har et treben, hvorfra de firer en mand ned til den forulykkede. Derefter firer de redningsmand og forulykket enten op til toppen eller ned til foden af klinten.

Andre gange, hvis folk er kommet til skade neden for klinten – og hvis vejret er til det – står de ud med redningsbåden fra Klintholm Havn.

– Det er vi glade for, især hvis det er en stor mand. Det er hårdt at gå op med sådan en, siger Claus Christensen til Sjællandske.