Kunstelskere på biblioteket

Møns Amatørkunstnere udstiller på Møn Bibliotek i perioden 3.-30. april.

Kunstelskere på biblioteket

Møns Amatørkunstnere udstiller på biblioteket i Stege i april. PR-foto

Nogle rynker måske på næsen, når de hører, at amatører udstiller deres kunst. Men så husk, at ordet “amatør” kommer af det latinske “amare”, “elske”. En amatør betegner altså et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet – i dette tilfælde billedkunst.

Det er tydeligt at se, at der er lagt meget kærlighed i de udstillede værker, man kan opleve i Salen på Møn Bibliotek i april måned.

Møns Amatørkunstnere blev stiftet den 27. juni 2012 af en gruppe mennesker fra Borre og omegn. En uge efter oprettelsen tildelte Vordingborg Kommune et lokale til kunstnerne i Foreningens hus til anvendelse hver onsdag – og så var de officielt i gang.

Nogle maler med oliefarver, andre med akvareller eller akryl. Nogle tegner og andre laver decoupage. Der er således stor spændvidde og gensidig inspiration.

Foreningen er nu oppe på 13 medlemmer, og der er plads til flere.

Der er fernisering mandag 3. april klokken 15 i Salen på Møn Bibliotek.