Jan Michaelsen, 52, trådte i sommeren 2021 et skridt op af karrierestigen, da han forlod sin stilling som udviklingsdirektør i Vordingborg Kommune til fordel for et job som kommunaldirektør i Halsnæs Kommune. Men efter kun halvandet år på posten er Jan Michaelsen blevet fritaget for tjeneste. Det skriver den nordsjællandske kommune i en kortfattet pressemeddelelse. Kommunen oplyser, at den ikke kan udtale sig yderligere, da der er tale om en personalesag. 30. marts holder kommunalbestyrelsen i Halsnæs et ekstraordinært møde for at tage stilling til sagens videre forløb.
I sin tid i Vordingborg var Jan Michaelsen også direktør for Vordingborg Havn og han var ansvarlig for udviklingen af ny model for nærdemokrati, som skulle styrke lokalsamfundene.
Jan Michaelsen bor til daglig i Klampenborg.
