
Anklageren ville have dømt en 25-årig knallertkører fra Vestmøn efter både den grove voldsparagraf og efter loven om vold mod tjenestemand i funktion, da sagen om vold mod en buschauffør kom for Retten i Nykøbing Falster mandag.
Det skriver Sjællandske.
Men den gik ikke. Skaderne var ikke så alvorlige, at der kunne være tale om grov vold, mente dommer Kim Rasmussen, og tjenestemandsparagraffen kunne ikke tages i anvendelse, fordi chaufføren havde kørt bussen i garage.
– Min klient vidste ikke, at der var tale om en buschauffør, for bussen holdt ikke udenfor, da han kom kørende på sin knallert, forklarer den 25-åriges forsvarer Michael Bjørn Hansen.
Der var dog ingen tvivl om, at der havde fundet en voldshandling sted, og for det blev den 25-årige idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste.
Episoden fandt sted 22. august sidste år ved Sukkerfabrikken i Lendemarke. Buschauffør Johnny Mørch, som kommer fra Vordingborg, var efter sit eget udsagn gået ud af bussen og ind igennem en port.
Da han umiddelbart efter gik ud af porten igen, var han ved at blive kørt ned af den 25-årige, som tog ruten mellem bussen og porten i fuld fart.
Johnny Mørch måtte træde et skridt tilbage for at undgå knallerten, og idet han gjorde det, viftede han med den ene arm og råbte: »Du kunne sgu have kørt mig ned«.
Derefter stod han og sludrede med en kollega, da knallertkøreren kom tilbage og spurgte, om det var ham, som Johnny Mørch vinkede af.
Inden Mørch kunne nå at svare, knaldede den 25-årige en lægte ind i siden på ham. Derefter forsvandt han.
Knallertkøreren havde derimod en anden forklaring i retten.
– Han fortalte, at han følte sig truet af buschaufføren. Han var bange for at styrte, da Johnny Mørch langede ud efter ham, siger Michael Bjørn Hansen, som kalder sagen bagatelagtig, og han mener, buschaufføren er gået i selvsving.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Johnny Mørch efter dommen, men til 3 F's Fagbladet giver han udtryk for, at dommen er for mild.
Til Sjællandske har han tidligere sagt, at han har mistet lysten til at være buschauffør på grund af episoden, og i dag er han arbejdsløs.