Her er kulturhusets nye formand

Ledelse: Jeg kender DGI og dets dna, lyder det.

Her er kulturhusets nye formand

I afslappet skjorte og blazer og med en strålende forårssol i ryggen trådte Nels Petersen tirsdag eftermiddag ind gennem skydedørene og ind i foyeren i DGI Huset Vordingborg. Kort efter blev den 70-årige moustaceprydede mand på et bestyrelsesmøde udpeget som ny formand for det lokale kultur- og vandhus.

Dermed har DGI Huset Vordingborg efter et kaotisk forløb omsider fundet afløseren for Bent Gaarsted, der efter upassende adfærd over for medarbejdere forlod formandsposten tilbage i januar. Dengang blev Thorbjørn Kolbo konstitueret som formand, men han har i længere tid været sygemeldt efter massive beskyldninger om nepotisme, inhabilitet og dårlig ledelse på sin nu forhenværende arbejdsplads Museum Sydøstdanmark i Næstved. I den periode har næstformanden Michael Seiding Larsen fungeret som konstitueret formand, men han træder nu et skridt tilbage og indtager igen toer-rollen.

I hovedbestyrelsen

I DGI Huset Vordingborg håber man nu med Nels Petersen ved roret, at man får skabt ro til at koncentrere sig om de mange store projekter, der ligger i støbeskeen, og som skal udvikle det lokale kulturhus. Derudover skal der skabes flere indtægter, så man i mindre grad suger kommunen på labben.

Nels Petersen sidder til daglig i DGI’s hovedbestyrelse som næstformand, hvor han har været medlem siden 2014. Han er også med i DGI Byens bestyrelse i København. Siden 1971 har han været med til at arrangere landsstævner.

– Jeg kender DGI og dets dna, siger Nels Petersen.

De tidligere bestyrelsesformænd i DGI Huset Vordingborg, Uffe Nielsen og Bent Gaarsted, er fra lokalområdet. Det er Nels Petersen ikke.

– Der er et ønske fra hovedbestyrelsens side, at vi kommer tættere på vores landsdelsforeninger, siger Nels Petersen og tilføjer, at det også er vigtigt, at bestyrelsen i DGI Huset Vordingborg består af lokale kræfter.

Chefposter

Nels Petersen er uddannet journalist, han har blandt andet været chefredaktør på Frederiksborg Amtsavis. Cv’et fortæller også, at han har været kommunikationsdirektør i Falck og Nykredit.

– Kommunikation og finans. Det tager jeg med til DGI Huset i Vordingborg, siger Nels Petersen, der har forladt arbejdsmarkedet.

– Det gør, at jeg har energien til arbejdet med DGI, lyder det.

Privat forhindrer to punkterede lunger Nels Petersen i at dyrke sport, men det var via atletikken, at han kom i ind i DGI-verdenen.

Ud over Nels Petersen og Michael Seiding Larsen består DGI Husets bestyrelse af Brit Skovgaard, Henrik Barnewitz, Torben Mathiesen og Karina Hjortebjerg. Sidstnævntes periode udløber i slutningen af april. Hun bliver aflyst af Henrik Holmer, der kommer ind i kraft af sin formandspost i DGI Storstrøm.

Nels Petersen er ny formand for DGI Huset Vordingborg. Foto: J.C. Borre Larsen