
Det naturskønne område ved Hjelm Bugt på Møn har udsigt til at få tilført 500 nye ferieboliger i 2022, hvis planprocessen falder i hak for projektet »Møns Klint Feriepark«.
Projektet har været undervejs gennem længere tid, men det er først nu, at selskabet bag, Cliffs of Denmark, er klar til at gå ud at løfte sløret for det.
Møns Klint Feriepark lægges frem som Danmarks første feriecenter, der vil leve op til FNs krav til bæredygtighed indenfor byggeri, idet man går efter at få den høje DGNB guld-standard, der netop er lagt an på FNs Verdensmål.
Ferieparken skal således opføres i bæredygtige træmaterialer og med de nyeste energibesparende teknologier.
Ferieparken skal bestå af 69 små klynger af huse, der til sammen rummer op til 500 ferieboliger, og hver klynge beskrives som »et lille samfund i sig selv, hvor beboerne kan være fælles om aktiviteter omkring en central plads.«
– Vores vision er at etablere et bæredygtigt ferieprojekt, som er baseret på en integration med området omkring Hjelm Bugt. Alle fællesarealerne skal integreres med den kuperede natur og dermed appellere til et publikum, som sætter natur og bæredygtighed i højsædet, siger direktør John Bengt Møller fra Cliffs of Denmark.
Skitseforslaget til Møns Klint Feriepark indeholder desuden plads til restaurant- og café-områder samt fælles aktiviteter som intimkoncerter, foredrag og lignende.
I pressemeddelelsen, som kom fra kommunikationsbureauet Community Content mandag, nævnes der intet om, hvor meget det vil koste at bygge ferieparken eller hvem, der er investorer i projektet. Der arbejder Sjællandske på at få opklaret, men det ligger fast, at Vordingborg Kommune bakker op om projektet, som kommunen ikke er en del af, men vil være ansvarlig myndighed på, når plangrundlaget skal på plads.
– Der er ingen tvivl om, at et bæredygtigt feriecenter kan blive en styrke ikke kun for Møn men for hele Vordingborg Kommune. Bæredygtighed er et must ikke mindst på Møn, som har så mange eftertragtede og efterspurgte kvaliteter. Derfor glæder jeg mig over, at Cliffs of Denmark lægger vægt på netop bæredygtighed i de planer, som de har præsenteret for Vordingborg kommune, siger borgmester Mikael Smed.
Ferieparken ligger i et område, der i forvejen er udlagt til hotelformål – men kun i mindre målestok. Kommuneplanen giver således plads til 200 ferieboliger i området, men med ansøgning om op til 500 ferieboliger vil det kræve en ny plan med tilhørende offentlig høring.
– – Det vil vi arbejde videre på med udgangspunkt i, at områdets naturværdier skal bevares. Dermed vil det være en optimal win-win situation for alle at have en bæredygtig feriepark i et område, hvor også natur-værdierne er intakte. At netop det kan lykkes, vil uden tvivl føre til det bedste resultat for både Cliffs of Denmark og for Vordingborg Kommune. Det vil bidrage markant til den vækst i overnatningskapacitet, som er meget efterspurgt på Møn, og opfylde det stadigt stigende behov, som mange har for at komme ud i naturskønne omgivelser og koble af med lange vandreture og andre udendørs aktiviteter på naturens præmisser, siger Mikael Smed.