Det var en glad og overrasket Alexander Frances, der mandag aften fik beskeden om, at det vil være hans navn, der bliver råbt op, når Vordingborg Kommune og Vordingborg Bank den 2. april kårer »Årets Talent«.
Det sker, når kommunens idrætspriser uddeles, og her er den kun 17-årige golfspiller fra Møn Golf Klub altså blevet valgt som modtager af en af de mest prestigefyldte af priserne.
– Jeg vidste godt, at jeg var blevet nomineret, men det var en stor overraskelse at få at vide, at jeg så også vinder prisen, siger Alexander Frances, og fortsætter:
– Det betyder meget for mig. Der er jo selve prisen, der er på 10.000 kroner, men det er også det at vide, at man ligesom er »talentet« i denne kommune i år. Der er jo mange om løbet, så det er lidt specielt, siger han.
Alexander Frances er søn af Richard og Claire Frances fra Møn Golf Center, og han har stor støtte fra familien i sin jagt på en professionel golfkarriere. Richard Frances bruger som træner på golfcentret meget tid på at udvikle Møn Golf Klubs unge talenter – hvoraf hans søn altså er et af de helt store.
Alexander gengælder tjenesten ved at holde fast i loyaliteten overfor sin far: Han vil således ikke ud med, hvem af dem der er bedst – kun nødtvunget går han med til, at han nok er bedre nu, end hans far var i samme alder.
– Men det er jo også fordi, han valgte at gå trænervejen og fik sit første job som assistenttræner som 16-årig, hvor jeg i stedet gerne vil gå spillervejen, forklarer han så hurtigt.
De 10.000 kroner, der følger med hæderen, regner Alexander Frances med at bruge på at betale blandt andet turneringsfees i den kommende tid, for han går en travl sommer i møde.
Læs mere i Sjællandske onsdag.