Fra 1. marts gælder forøgede takster for elever på Vallensbæk Rideakademi.
Det er en realitet, efter kommunalbestyrelsen godkendte et forslag herom på dets seneste møde 25. januar.
I forvejen havde kommunens børne- og kulturudvalg udtrykt deres anbefaling til forslaget, der skal være med til at imødekomme de 172.000 kroner, rideskolen har fået udsigt til i merudgifter i form af navnligt foder, el, vand og varme.
– Det kommer ikke alene til at dække merudgifterne. Men sammen med besparelser på drift håber vi, at det går op. Og så ved jeg, at rideskolen arbejder på at holde forskellige begivenheder, så der også kan samles ind den vej, sagde formand for udvalget, Ricky van Overeem (K), i kølvandet på udvalgets møde inden kommunalbestyrelsesmødet.
Pointer, han gentog på mødet i kommunalbestyrelsen, der efterfølgende godkendte forslaget.
Det forventes, at de forøgede takster kan indbringe 70.000 ekstra i 2023, lyder vurderingen fra Center for Sundhed, Familie og Fritid, som havde udformet forslaget.
De fordeler sig således, at det bliver 12,5 kroner dyrere pr. halve time og 25 kroner pr. time for de forskellige lektioner.
I børne- og kulturudvalgets mødereferat bliver det oplyst, at der i december 2022 var 341 ryttere tilknyttet rideskolen, hvoraf 233 var børn og 108 voksne. Af børnene var 98 fra Vallensbæk og 135 fra andre kommuner.
Brugerne vil blive informeret om takstforøgelserne af rideskolen, ligesom dennes hjemmeside er blevet opdateret med prisstigningerne.
Kategori | Budget 2023 (oprindeligt) | Budget 2023 (med stigning) |
Børn (fra Vallensbæk): ½ time | 307 kroner | 319,5 kroner |
Børn (fra andre kommuner): ½ time | 362 kroner | 374,5 kroner |
Børn (fra Vallensbæk): 1 time | 551 kroner | 576 kroner |
Børn (fra andre kommuner): 1 time | 622 kroner | 647 kroner |
Voksne: 1 time | 681 kroner | 706 kroner |
