Tag med på en aftentur til Vejleådalen. Opfordringen kommer fra Jens Erik Christiansen, turleder i Dansk Vandrelaug.
– Vi mødes på Vallensbæk Station tirsdag den 24. juli klokken 19.00. Herfra går vi til Vejleåen og følger den ud til Vallensbæk Sø. Vi kommer forbi vandskisøen, et ridecenter og et par kirker i Vallensbæk gamle landsby, inden vi returnerer til Vallensbæk Station, hvor turen slutter cirka klokken 21.30.
Turen er cirka 10 kilometer lang, og den kan være en god introduktion til de længere endagsture. Et sted i det grønne holdes der pause, så tag noget med at drikke og eventuelt lidt mundgodt, lyder rådet.
Alle er velkomne til at deltage. Hvis man ikke er medlem, koster det 30 kroner.