Zelenskyj til EU-parlament: EU og Ukraine er en fælles familie

Ukraines præsident fremhæver i tale i Europa-Parlamentet, at EU er hans lands fremtid.

Ukraines præsident fremhæver i tale i Europa-Parlamentet, at EU er hans lands fremtid.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har torsdag fået en heltemodtagelse i Europa-Parlamentet, og i en tale fokuserer han på Ukraines EU-fremtid.

Fra talerstolen fortæller han parlamentarikerne, det er hans overbevisning, at hans land vil blive en del af EU, når Rusland er besejret.

Han kalder Ukraine og EU en fælles familie, der står over for Rusland, og hvad det står for. Det bliver mødt med store klapsalver.

– Dette er vores Europa. Dette er vores måde at leve på. Og for Ukraine er det en vej hjem, siger han.

Ukraine blev i juni et EU-kandidatland.

Det indleder en proces, der kan føre til medlemskab af EU.

Men det kan vare mange år, før det sker. Inden skal Ukraine i gang med en langvarig proces, hvor der indføres lovgivning i trit med EU's politik.

Det gælder blandt andet i forhold til korruption, hvor Ukraine inden den russiske invasion 24. februar sidste år hørte til i den nederste halvdel, hvor verdens mest korrupte lande befinder sig.

Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, følger op med, at "Ukraine er Europa, og jeres nationale fremtid er i Den Europæiske Union".

Hun nævner, at EU-lande hurtigt må tage stilling til "Ukraines ønske om at få leveret kampfly".

Men våbenleverancer handlede Zelenskyjs tale kun indirekte om. Han fokuserede i stedet på det politiske og demokratiske fællesskab, som Ukraine deler med resten af Europa.

– Vi forsvarer os mod de mest antidemokratiske kræfter i den moderne verden. Vi forsvarer os selv, os ukrainere, på krigsskuepladsen sammen med jer, siger han.

Han var anderledes kontant, da han onsdag besøgte det britiske parlament. Her appellerede han til den britiske regering om at levere kampfly. Et kampvåben, som de europæiske lande hidtil har været afvisende over for at levere.

Af frygt for, at det vil kunne føre til en åben konflikt mellem Rusland og Nato.

Zelenskyj kom onsdag aften til Paris, hvor han mødtes med den franske præsident og den tyske forbundskansler, Emmanuel Macron og Olaf Scholz. De lovede fortsat støtte til Ukraine og samarbejde med EU.

/ritzau/