Tysk minister: Ingen er så ukloge at blokere EU-genopretning

5580 milliarder kroner gør alle EU-lande glade. Derfor skal veto-lande nok komme til fornuft, mener Tyskland.

Om 30 dage går EU ind i en ny syvårig budgetperiode, men medlemslandene står stadig uden en aftale for budgetrammen, da Ungarn og Polen nægter at tilslutte sig en betingelse for udbetalinger.

Det er alvorligt, men det bekymrer ikke for alvor den tyske finansminister, Olaf Scholz, som venter en "snarlig" aftale.

- Jeg tror ikke, at nogen vil være så ukloge, at de vil stå i vejen for den beslutning. Vi har allerede set, at udmeldingen om en aftale har bidraget til, at Europa står stærkere end andre regioner i verden, siger Scholz.

Tirsdag har han holdt møde med de øvrige EU-landes finansministre.

De er stadig ikke enige om budgettet, da Polen og Ungarn ikke vil acceptere en ordning, der betinger udbetalinger fra budgettet med, at modtagerlandet lever op til retsstatsprincipper og demokratiske værdier.

Ungarns premierminister, Viktor Orban, vil have adskilt retsstatsordningen på den ene side med den store genopretningspakke og budgettet på den anden.

For nogle medlemslande haster det med at få penge fra fonden på 5582 milliarder kroner. Fonden blev aftalt i juli af stats- og regeringscheferne.

- Nødlidende lande ønsker pengene hurtigt, giv dem pengene. Andre ønsker retsstatsordninger - lad os tale om det. Det første skal ske straks. Det andet kan vente, sagde Orban i sidste uge til Hungary Today.

Den tyske finansminister tror alligevel på, at han kan få begge dele på en gang. Man skal aldrig give op, siger han efter finansministermødet tirsdag.

- Jeg er overbevist om, at vi når en aftale snart. Udgangspunktet er klart. Alle EU-lande er glade for genopretningsfonden, og den medfølgende støtte. Det vil være af afgørende betydning for alle lande, også for Polen og Ungarn, siger Scholz.

Man må, tilføjer den tyske minister, acceptere, at unionen er et fællesskab, hvor retsstaten er en grundsøjle.

Derfor skal den i Ungarn og Polen upopulære ordning om retsstaten indbygges i den næste budgetaftale, der dækker årene fra 2021 til 2027.