Mere end 10.000 forskere har underskrevet en fælles erklæring, der advarer om en global klimakrise, samtidig med at de kræver "øjeblikkelige forandringer".
Erklæringen er blevet offentliggjort i tidsskriftet BioScience onsdag.
Ifølge forskerne er behovet for ændringer mere presserende end nogensinde før for at beskytte livet på Jorden.
Erklæringen er en opfølgning på et lignende opråb fra 2019, hvor 11.000 forskere skrev under. I år har yderligere 2800 forskere tilsluttet sig.
Siden den oprindelig erklæring om en klimakrise i 2019 har adskillige hændelser såsom oversvømmelser, skovbrande og hedebølger gjort behovet for ændringer klart, lyder det i den nye erklæring.
Som eksempler fremhæver forskerne, at sidste år var det næstvarmeste år, der nogensinde er målt på kloden. Derudover var CO2-indholdet i Jordens atmosfære i april det højeste end på noget andet tidspunkt, siden målingerne begyndte.
Forskerne opfordrer ikke overraskende til at afslutte brugen af fossile brændstoffer og beskytte biodiversiteten bedre.
– De ekstreme klimabegivenheder, vi har været vidne til de sidste mange år – for ikke at nævne de sidste par uger – fremhæver behovet for at gribe ind og gøre noget ved klimakrisen, siger Phillip Duffy.
Han er medforfatter til et studie bag erklæringen og administrerende direktør for Woodwell Climate Research Center i den amerikanske delstat Massachusetts.