Trump sender skarpt brev til Nato-allierede

Trump sender personlige breve til ledere i andre Nato-lande forud for næste uges Nato-topmøde i Bruxelles.

USA's præsident, Donald Trump, ved sidste måneds G7-topmøde i Canada. Ved den lejlighed meddelte han ifølge flere kilder de øvrige G7-ledere, at "Nato er lige så dårligt som Nafta", den handelsaftale mellem USA, Canada og Mexico, som han har truet med at rive i stykker.
USA's præsident, Donald Trump, ved sidste måneds G7-topmøde i Canada. Ved den lejlighed meddelte han ifølge flere kilder de øvrige G7-ledere, at "Nato er lige så dårligt som Nafta", den handelsaftale mellem USA, Canada og Mexico, som han har truet med at rive i stykker.

USA's præsident, Donald Trump, har længe været utilfreds med, at mange Nato-lande ikke når målet om at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvarsbudgettet.

Nu har han øget presset på sine allierede i Nato ved at sende personlige breve til politiske ledere i flere lande, blandt andet Tyskland, Norge og Holland.

Det skriver New York Times.

I et brev til den tyske forbundskansler, Angela Merkel, skriver Trump ifølge avisen, at "der er voksende frustration i USA over, at nogle allierede ikke lever op til deres løfter".

– Det vil i stigende grad blive vanskeligt at forsvare over for amerikanerne, hvorfor nogle lande ikke deler Natos kollektive byrde, mens amerikanske soldater fortsat ofrer deres liv i andre lande, skriver Trump til Merkel.

Ordlyden er gengivet til New York Times af en kilde, der har set brevet til den tyske kansler.

Trump antyder, at han er ved at miste tålmodigheden med de lande, som ifølge ham ikke lever op til deres forpligtelser, skriver New York Times.

Brevet til Merkel er sendt i juni. I næste uge rejser Trump til Bruxelles, hvor han deltager i Natos topmøde den 11. juli.

Efter topmødet i Bruxelles mødes Trump den 16. juli med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den finske hovedstad, Helsinki.

På forhånd har regeringen i Moskva gjort det klart, at det eneste, der ikke er på dagsordenen ved topmødet mellem Trump og Putin, er spørgsmålet om Krim-halvøen, som Rusland har annekteret.