Trudeau bliver den første statsleder til at få opkald fra Biden

Regeringslederne Joe Biden og Justin Trudeau skal fredag drøfte Bidens beslutning om at droppe olierørledning.

Trudeau bliver den første statsleder til at få opkald fra Biden
Canadas premierminister, Justin Trudeau, modtager fredag et opkald fra den nye præsident i USA, Joe Biden. (Arkivfoto)
Canadas premierminister, Justin Trudeau, modtager fredag et opkald fra den nye præsident i USA, Joe Biden. (Arkivfoto)

Canadas premierminister, Justin Trudeau, bliver den første udenlandske regeringsleder, der får et opkald fra Joe Biden som præsident.

Det fortæller Jen Psaki, der er pressetalsperson for Joe Biden, ved en briefing onsdag lokal tid, kort efter at Biden er blevet indsat som præsident.

Opkaldet til Trudeau vil finde sted fredag.

Psaki siger samtidig, at den nye præsident ikke har planer om at ringe til den russiske præsident, Vladimir Putin, som noget af det første. De første telefonsamtaler bliver med "partnere og allierede", lyder det på pressebriefingen.

Trudeau og Biden ventes blandt andet at tale om Bidens beslutning om at droppe en tilladelse til at opføre olierørledningen Keystone XL.

Olierørledningen skulle transportere 500.000 tønder olie i døgnet mellem USA og Canada, men den er blevet voldsomt kritiseret af miljøaktivister.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fik i den sidste del af sin embedsperiode stoppet planerne om Keystone XL. Men under præsident Donald Trump blev beslutningen omstødt.

Under sin valgkampagne lovede Biden at trække planerne tilbage endnu en gang om rørledningen, som Trudeau har støttet længe.

Trudeau har allerede sagt om tilbagekaldelsen af beslutningen, at han er "skuffet, men anerkender præsidentens beslutning".

Samtidig roser den canadiske leder Biden for, at han har fået USA tilbage i Parisaftalen, hvor verdens lande har sat mål om at begrænse den globale opvarmning.

– Jeg ser frem til at arbejde sammen med præsident Biden om at reducere forurening, siger Trudeau i erklæringen.

Beslutningerne om at tilslutte sig Parisaftalen og droppe planerne om Keystone XL blev begge beordret som noget af det første, efter at Joe Biden tiltrådte som præsident.

Det skete ved, at Biden underskrev såkaldte dekreter, der er en instruks fra præsidenten til regeringen om, hvordan den skal arbejde.