Tjekkiets mindretalsregering vinder tillid i parlamentet

Premierminister Andrej Babis' regering har vundet en tillidsafstemning i parlamentet efter et maratonmøde.

Tjekkiets mindretalsregering har vundet en tillidsafstemning i parlamentet.

Det rapporterer flere internationale nyhedsbureauer natten til torsdag.

Afstemningen skulle afgøre, om premierminister Andrej Babis' regering har den nødvendige støtte fra landets kommunistiske parti.

- Parlamentet har udtrykt tillid til regeringen, siger parlamentsformand Radek Vondracek ifølge nyhedsbureauet AP efter mere end 16 timers drøftelser.

Af de 196 tilstedeværende parlamentsmedlemmer stemte 105 til fordel for Babis, mens 91 stemte imod. Der er i alt 200 pladser i det tjekkiske parlament.

Det er første gang siden 1989, at kommunisterne får indflydelse på tjekkisk politik.

I slutningen af juni udnævnte præsident Milos Zeman en ny koalitionsregering i Tjekkiet bestående af to partier under ledelse af milliardæren Andrej Babis - Babis' parti, ANO, og socialdemokraterne.

Den nye regering havde ikke selv flertal i parlamentet, og derfor havde den brug for støtte fra det engang så forhadte kommunistparti.

Andrej Babis blev i første omgang udnævnt til premierminister i slutningen af sidste år, da hans parti vandt tre gange så mange stemmer som det næststørste parti ved valget i oktober.

Andrej Babis' regering tabte derefter en mistillidsafstemning i parlamentet i januar. Alligevel har han siddet som fungerende premierminister siden.

Det udløste utilfredshed og demonstrationer i gaderne, da det tidligere i juni stod klart, at præsident Zeman ville genindsætte Babis.

Rigmanden Babis har opbygget et forretningsimperium på landbrug, kemikalier, fødevarer og medier. Han gik til valg på at bekæmpe korruption, investeringer i bedre veje og sænkede skatter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han efterforskes af politiet for svindel med EU-midler.