Nordkorea kalder USA’s krav til atomprogram gangsteragtige

Nordkorea mener, at USA har forrådt ånden fra topmødet mellem præsident Donald Trump og Kim Jong-un.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, nedtoner hårde udmeldinger fra Nordkorea, som beskylder USA for at fremsætte "gangsteragtige krav" i forbindelse med nordkoreanernes atomvåbenprogram.
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, nedtoner hårde udmeldinger fra Nordkorea, som beskylder USA for at fremsætte "gangsteragtige krav" i forbindelse med nordkoreanernes atomvåbenprogram.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, nedtonede søndag hårde udmeldinger fra Nordkorea, som beskylder USA for at fremsætte "gangsteragtige krav" i forbindelse med nordkoreanernes atomvåbenprogram.

De nordkoreanske beskyldninger viser, at USA og Nordkorea ser diametralt modsat på de seneste dages forhandlinger, hvor Pompeo har været på besøg i Pyongyang.

– Den attitude og holdning, som USA mødte op med til mødet, er uden tvivl beklagelig. Vores forventninger og håb forud for mødet var så naive, at det kan betegnes som dumt, hedder det i Nordkoreas udenrigsministeriums reaktion på Pompeos besøg i landet.

Af udtalelsen fremgår det, at Nordkorea mener, at USA forrådte ånden fra det nylige topmøde i Singapore mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Pompeo sagde selv, inden han forlod landet i weekenden for at flyve til Tokyo, at hans besøg i Nordkorea havde været "meget produktivt".

– Folk fremsætter altid visse bemærkninger efter møder. Hvis jeg tog mig af det, så ville jeg blive skør. Det nægter jeg, siger han og tilføjer:

– Hvis de krav, som vi stiller, er gangsteragtige, så er verden en gangster.

Pompeo henviser til, at FN's Sikkerhedsråd har vedtaget en lang række resolutioner, som kræver, at nordkoreanerne skiller sig af med dets atomvåben og afslutter dets ballistiske missilprogram.