
Mindst 48 mennesker har tirsdag mistet livet i en busulykke i Peru.
Det høje antal dræbte gør trafikulykken til en af de mest dødbringende nogensinde på de peruanske veje.
Ud over de 48 bekræftede døde, er tre personer savnede.
Ulykken skete 45 kilometer nord for hovedstaden Lima, hvor bussen kørte ud over en skrænt på et stykke af en motorvej, der kaldes "djævlens sving" på grund af flere smalle og kringlede passager.
Da bussen røg ud over skrænten, landede den på en øde strand fyldt med sten. Ingen veje fører til stranden, hvilket besværliggjorde redningsarbejdet, hvor en helikopter hjalp til med at fragte sårede.
– Det er meget trist for os at være udsat for en ulykke af denne størrelse, siger Perus præsident, Pedro Pablo Kuczynski, i en udtalelse.
Bussen var på vej mod Lima fra byen Huacho, da den kolliderede med en traktor og endte med at drøne ud over skrænten.
Der var 57 passagerer på bussen.
Politiet oplyser, at bussen faldt omkring 80 meter ned på stranden.
I foråret mistede 15 personer livet i en anden busulykke i Yauya-distriktet i det centrale Peru. Her skyldtes ulykken voldsom regn og dermed dårlig sigtbarhed, skriver nyhedsbureauet AFP.
Generelt er ulykker på de peruanske veje ikke sjældne. Flere end 2600 personer mistede således livet i trafikulykker i 2016.
Den mest alvorlige ulykke til dato skete i 2013, hvor alle 51 passagerer i en ombygget bus blev dræbt i en ulykke på vej hjem fra en fest.
Ifølge den peruanske transportekspert Miguel Sidia er det ikke kun farlige veje, men i lige så høj grad dårligt uddannede chauffører og manglende overholdelse af færdselsreglerne, der er skyld i de mange ulykker.
– Som peruaner er det skamfuldt, siger Miguel Sidia om vejforholdene ved den skrænt, hvor bussen tirsdag forulykkede.