Militante hævder at have dræbt 27 soldater på base i Somalia

Militante fra den ekstremistiske gruppe al-Shabaab har angiveligt angrebet en militærbase i den sydlige del af Somalia og dræbt 27 soldater.

Det oplyser gruppen mandag.

- Først angreb vi basen med en selvmordsbombe, hvorefter vi stormede den. Vi dræbte 27 soldater og tog kontrol over basen, siger talsmand for al-Shabaab Abdiasis Abu Musab

- Nogle soldater flygtede ind i junglen, tilføjer han.

Den militære base ligger cirka 50 kilometer fra havnebyen Kismayu.

Ingen officielle embedsmænd har endnu kommenteret det påståede angreb.

Al-Shabaab angreb den samme militære base i juni og sårede syv soldater.

Den militante islamistiske bevægelse forsøger at vælte den somaliske regering og har som målsætning at indføre sin egen, strenge fortolkning af sharialovgivningen.

Al-Shabaab blev dannet i 2006 på resterne af den islamistiske bevægelse De Islamiske Domstole.