Læger kritiserer Trump for at bringe andre i fare med køretur

Det Hvide Hus mener, at præsident Trump havde truffet sine forholdsregler inden kort køretur væk fra hospital.

I sin sorte, skudsikre bil kørte præsidenten søndag en kort tur væk fra Walter Reed Medical Center.
I sin sorte, skudsikre bil kørte præsidenten søndag en kort tur væk fra Walter Reed Medical Center.

Tidligere agenter for Secret Service og sundhedseksperter mener, at coronasmittede Donald Trump med en køretur søndag handlede uansvarligt.

I sin sorte, skudsikre bil kørte præsidenten en kort tur væk fra Walter Reed Medical Center, hvor han er indlagt for at blive behandlet for coronavirus.

Inde fra bilen vinkede han til flere forsamlede i nærheden, hvorefter han kørte tilbage til hospitalet.

Blandt dem, der kritiserer præsidenten, er doktor James Phillips, som er leder for katastrofemedicin ved George Washington University og ansat ved Walter Reed Medical Center.

– Præsidentens firehjulstrækker er ikke blot skudsikker, men også hermetisk aflukket i tilfælde af et kemisk angreb, skriver han på Twitter.

– Risikoen for at overføre covid-19 derinde er så stor, som den kan blive, bortset fra ved sundhedsmæssige indgreb. Uansvarligheden er forbløffende. Mine tanker går til Secret Service, som er tvunget til at spille med.

Til NBC News bakkes Phillips op af blandt andre Esther Choo, som er læge og professor ved Oregon Health and Science University.

Talsmand for Det Hvide Hus Judd Deere siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at der var blevet taget "passende" forholdsregler for at beskytte Trump og hans ansatte. Der var blandt andet smitteværn, forklarer han.

– Turen var blevet godkendt af det medicinske personale som sikker at gennemføre, siger Judd Deer ifølge AFP.

Det står ikke umiddelbart klart, om vinduerne i bilen var helt eller delvist åbne i løbet af turen.

Flere tidligere Secret Service-agenter, som på betingelse af anonymitet udtaler sig til Washington Post, er forargede.

– Han lader ikke engang, som om han bekymrer sig længere, siger den ene ifølge den amerikanske avis.

Da en embedsmand lørdag forklarede til NBC News, hvorfor førstedame Melania Trump ikke besøgte præsidenten på hospitalet, lød forklaringen, at "hun havde covid-19".

– Det ville udsætte de agenter, der skulle køre hende derhen, og det sundhedspersonale, der skulle følge hende op til ham, for smittefare, siger embedsmanden.

Retningslinjerne fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) lyder, at transport af coronasmittede skal "begrænses til sundhedsmæssigt afgørende formål".

Trumps formål med køreturen lader ikke umiddelbart til at være andet end et "overraskelsesbesøg" til de "patrioter", som står forsamlet ved hospitalet for at støtte ham. Det fortalte han om i en kort Twitter-video inden køreturen.

Secret Service hører under Department of Homeland Security, der varetager USA's nationale sikkerhed.

Hovedopgaven for Secret Service er at beskytte USA's præsident og familie.

Link til CDC-retningslinjer Link til NBC-artikel Link til Washington Post-liveblog