Dele af Ugandas dyreliv har oplevet et boom i løbet af de seneste årtier.
Det siger landets minister for dyreliv, Tom Butime, ved et pressemøde i landets hovedstad, Kampala, denne uge.
Ministeren advarer dog samtidig om, at der skal gøres mere for at beskytte visse arter, som er i tilbagegang. Det gælder blandt andet løver og truede chimpanser.
Uganda er et af de lande med mest biodiversitet på planeten ifølge FN.
Flere arters bestande er mere end fordoblet mellem 1983 og 2021 på grund af "øget integritet om de beskyttede områder", siger minister Tom Butime på pressemødet.
Antallet af elefanter er vokset fra 2000 til 7975 individer. Imens er girafpopulationen næsten seksdoblet til 2072.
Derudover er bøffelpopulationen steget fra 25.000 til 44.000 ifølge ministeriets statistikker.
– Regeringen har været i stand til med succes at indføre næsehorn i Uganda igen, efter at de var uddøde i de tidlige 1980'ere, siger Butime.
Men faktorer så som krybskytteri, tab af levesteder og klimaforandringer har skabt nedgang hos andre arter som løver og chimpanser.
– Der skal gøres mere for at de faldende bestande af chimpanser, løver og andre arter kan komme sig, siger Tom Butime.
Biodiversitetseksperter fra FN advarede sidste år, om at udnyttelse af naturen er en trussel mod milliarder af menneskers trivsel rundt omkring i verden. Mange af dem er afhængige vilde arter – blandt andet til at få mad og indtægter.
IUCN, der er en international naturbeskyttelsesorganisation, advarede i december om, at dyreliv, som holder til på privat jord, i vidt omfang er ubeskyttet. IUCN opfordrede til politisk handling for at undgå sammenstød mellem mennesker og dyr i de områder.
Det østafrikanske land er hjemsted for mere end 53 procent af verdens bestand af bjerggorillaer. 11 procent af verdens kendte fuglearter hører også hjemme i Uganda.
Turisme er blandt Ugandas vigtigste indtægtskilder og står for næsten ti procent af bruttonationalproduktet ifølge landets regering.
/ritzau/AFP