Amnesty: Boko Haram har dræbt mindst 60 i et angreb i Nigeria

Blodsudgydelser tager til i Afrikas mest befolkningsrige nation forud for præsidentvalg.

- Vore politikere, som vi stemte på, og som vi gav politisk magt, er ligeglade med os, når de først er blevet valgt, siger Bulama Kyari, en lokal leder, i den nordlige del af landet, hvor Boko Haram har dræbt mindst 60 mennesker ved en massakre. (Arkivfoto)
– Vore politikere, som vi stemte på, og som vi gav politisk magt, er ligeglade med os, når de først er blevet valgt, siger Bulama Kyari, en lokal leder, i den nordlige del af landet, hvor Boko Haram har dræbt mindst 60 mennesker ved en massakre. (Arkivfoto)

Islamister i Boko Haram har dræbt mindst 60 mennesker ved et angreb på en by i det nordøstlige Nigeria, oplyser Amnesty International. Massakren fandt sted den 28. januar, siger menneskerettighedsorganisationen.

Angrebet er et af de blodigste i jihadistgruppens langvarige kamp for at løsrive en del af Nigeria, som er Afrikas mest befolkningsrige land med over 190 millioner indbyggere.

Det fandt sted, to uger efter at Boko Haram angreb den samme by og drev nigerianske soldater på flugt.

– Dette angreb på civile, der allerede var blevet fordrevet fra deres hjem, fremstår som en krigsforbrydelse, og de skyldige må stilles for en domstol, siger Osai Ojigho, som er Amnesty Internationals leder i Nigeria.

Øjenvidner siger, at nigerianske soldater flygtede fra deres poster, da angrebet fandt sted. Og det viste, hvordan myndighederne er ude af stand til at forsvare civile, siger Ojigho.

I sidste weekend flygtede omkring 30.000 over grænsen til Cameroun fra byen Rann.

Boko Haram har i adskillige måneder intensiveret angreb på militære baser, hvor de har dræbt soldater og stjålet våben.

Under konflikten med jihadisterne i Boko Haram er over 27.000 mennesker blevet dræbt, og over to millioner er blevet tvunget væk fra deres hjem

Konflikten har spredt sig til områder i nabolandene Niger, Tchad og Cameroun, hvor der er udløst alvorlige humanitære kriser.

Der holdes præsidentvalg i Nigeria den 16. februar.

Præsident Muhammadu Buhari forsøger at blive genvalgt til endnu en periode. Han blev valgt i 2015 på løfter om, at han ville nedkæmpe Boko Haram og skabe sikkerhed.

– Vore politikere, som vi stemte på, og som vi gav politisk magt, er ligeglade med os, når de først er blevet valgt, siger Bulama Kyari, en lokal leder, som flygtede fra et angreb på sin landsby i den nordøstlige del af landet.