“Vores samarbejde vil skabe ro og gavne Stevns”

"Vores samarbejde vil skabe ro og gavne Stevns”

KlausS

Henning Urban Dam bliver Stevns’ nye borgmester

Aftale mellem Socialdemokratiet, Radikale og Venstre sikrer bredt samarbejde de næste fire år.

Venstres nuværende borgmester Anette Mortensen (tv) har indgået aftale med Socialdemokratiets Henning Urban Dam og de Radikales Line Krogh Lay (th) om konstituering af Stevns' fremtidige politiske ledelse. (Foto: Klaus Slavensky)

Af Klaus Slavensky

KV21: Kommunalvalget fandt sted den 16. november, og sent på natten kl. 03 til dagen derpå, havde Venstre og Socialdemokratiet indgået en konstitueringsaftale, der cementerede det samarbejde, som de to partier har haft de seneste 4 år.

Og fredag den 19. november blev det udvidet med de Radikale. Der sidder 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen og da både Venstre og Socialdemokratiet fik 5 mandater hver, og de Radikale 1, så er der, med forligspartiernes ord sikret ”et fasttømret samarbejde” hen over midten.

Blåt flertal

Rød borgmester

Valgaftenen gav ellers et resultat med 11 mandater til blå blok (Konservative, Nyt Stevns, DF og Venstre) og 8 til rød blok (Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og de Radikale), og derfor forventede ikke mindst flere partier i blå blok, at Stevns skulle have en blå borgmester og et blåt flertal samt en rød opposition.

Det skete ikke, og de kommende fire år er oppositionen splittet i blå og rød.

– Vi mødes torsdag med Line Krogh Lay (R) med ønske om, at de Radikale indgik i konstitueringen med de formandsposter og udvalg, som Venstre og Socialdemokratiet blev enige på valgnatten, fortæller Henning Urban Dam, som alle tre partier har valgt som Stevns’ kommende borgmester. Kommunens nuværende borgmester, Anette Mortensen (V) bliver fra 1. januar 2022 ny viceborgmester.

– Jeg havde helst set, at vi beholdt en borgerlig borgmester, og det har været fristende at springe fra valgnattens aftale. Men det gør jeg ikke, fastslår Anette Mortensen og fortsætter:

– Det handler om tillid, og jeg kan ikke sidde og samarbejde om borgernes ve og vel med nogle, som jeg ikke kan stole på, lyder det fra en Anette Mortensen, som kæmper med at finde smilet frem.

– Men kigger man på det overordnede politiske billede, så er jeg tilfreds med det maksimale udbytte og den indflydelse vi har fået, og udover de Radikale kommer der ikke flere med i konstitueringen, oplyser hun.

– Helt enig, kommer det fra Henning Urban Dam.

Særligt miljøudvalg

Foruden fordelingen af borgmester og viceborgmesterposterne til henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre, så indebærer aftalen oprettelsen af fire fagpolitiske udvalg foruden Økonomiudvalget.

Traditionen tro sidder borgmesterparret som henholdsvis formand og næstformand i Økonomiudvalget, men Venstre sætter sig desuden på formandsstolen i hele 3 udvalg, som er Arbejdsmarked, Erhverv- og Turismeudvalget (Bjarne Nielsen), Børne, Unge og Læringsudvalget (Anette Mortensen) samt Plan, Miljø og Teknikudvalget (Flemming Petersen), og så bliver Venstres Karsten Skov formand for Børne- og Ungeudvalget.  Socialdemokratiets Steen S. Hansen får formandssædet i Social- og Sundhedsudvalget. Den radikale Line Krogh Lay bliver næstformand i KLAR Forsyning, og så får hun en særlig formandspost i et ’opgaveudvalg’, der over 2 år skal arbejde med hovedfokus på natur og miljø.

– Jeg er godt tilfreds med at der kommer fokus på miljøet. Der skal arbejdes med bl.a. drikkevand og vi tænker i borgerinddragelse, men først skal vi udarbejde en spændende plan, og finde økonomien i 2022, og så forventer jeg, at vi går i gang i 2023-24. fastslår Line Krogh Lay og tilføjer:

– Der er tillid mellem os, og valgresultatet er også et ja til det brede samarbejde, som vi har haft i 4 år. Det er vigtigt for mig med en bred politik over midten, siger hun.

Pres fra mange sider

Både Henning Urban Dam og Anette Mortensen giver udtryk for, at de har været presset fra mange sider efter at deres aftale blev indgået.

Som beskrevet andet sted på hjemmesiden forsøgte Konservative at erobre borgmesterposten med støtte fra Nyt Stevns og DF og Venstre, og da det ikke lykkes, indledte de en forhandling med Socialdemokratiet.

Det blev ifølge Anette Mortensen opdaget af Venstre, som kontaktede Socialdemokratiet om samarbejde.

– Vi kunne se, at slaget var ved at være tabt, og søgte derfor maksimal indflydelse. Og rende fra denne aftale ville være dybt useriøst, siger Anette Mortensen, som har været under pres fra både partierne i blå blok og fra Venstre på Christiansborg. Men det lokale bagland støtter borgmesteren, som fik valget største personlige stemmetal.

– Jeg har dyb respekt for Anette. Hun har stor troværdighed, og det er ganske upassende at sætte hende og Venstre i dårligt lys. Socialdemokratiet er også blevet presset, og vi kan klart afvise, at dette har været aftalt på forhånd. Men sådan blev situationen. Venstres hold er til at stole på, og vores hold er også kompromissøgende, og vores løsning respekterer vælgernes valg, sige Henning Urban Dam.

– Jeg ved, at jeg kommer til at stå på mål for denne aftale. Men vi kender hinanden godt, og vi har mulighed for at starte med det samme. Det budget vi har lavet for 2022 udstikker den politik, som vi vil fortsætte. For det handler om Stevns, fremhæver Anette Mortensen.

– Vi tre partier er de eneste, som har stået vagt om økonomien, og skatten bliver holdt i ro i den kommende valgperiode. Men vi vil samarbejde med alle i kommunalbestyrelsen. En ting er valgkamp, nu er det hverdag. Jeg opfordrer til, at man lægger uenighederne bag sig og trækker i arbejdstøjet. Det, at vi tre sidder her i dag, er et troværdigt bevis på, at dette brede samarbejde vil skabe ro og gavne Stevns, slutter Henning Urban Dam.