Video og billeder: Slog rødder i Gjorslevs muld

Juleaften 1990 fik Bjørn Nielsen en noget uventet telefonopringning. Halvanden måned tidligere havde han været til samtale på Gjorslev Gods hos driftsleder Johannes Klit Jensen vedrørende en stilling som traktorfører på godset. Men da han ikke havde hørt noget efterfølgende, så havde mønboen skudt det helt ud af hovedet igen.

- Jeg havde en lille gård på Møn, som jeg drev i nogle år. Men det kunne ikke hænge sammen, så jeg havde også arbejde ved siden af, inden jeg besluttede mig for at sælge den, husker Bjørn Nielsen tilbage, da DAGBLADET besøger ham på hans arbejdsplads gennem 25 år: Gjorslev Gods.

Det var også derfor, at han reagerede på et jobopslag, som han havde set i den lokale avis. Og selv om der gik lang tid, så var det værd at vente på den telefonopringning, han fik fra driftslederen på godset. Det viste sig nemlig, at opringningen var den bedste julegave, som Bjørn Nielsen fik det år: et job som traktorfører på Gjorslev.

Lidt over en måned senere flyttede Bjørn og hans kone: Anne samt deres to små døtre fra fødeegnen på Møn for at slå sig ned på Stevns. Og 1. februar 1991 begyndte han i sit nye job. Det er nu 25 år siden, og selv om døtrene er blevet voksne og fløjet fra reden, så bor Bjørn og Anne stadig i det hus, som Gjorslev stillede til rådighed for dem dengang.

Læs portrættet af »firmaets mand« i DAGBLADET Stevns lørdag