Svømmede 453 kilometer i Stevnsbadet

Den Store Svømmedag i Stevnsbadet i Store Heddinge. Det kan man vidst roligt kalde søndag 4. oktober 2015, som på mange punkter blev rekordernes dag!

I år var der 319 deltagere i vandet – en forbedring af svømmeklubben SHS's gamle rekord med hele 39 besøgende på denne dag.

Og ikke nok med det. Også hvad angå den tilbagelagte distance, blev det til en rekord – en tur fra Gedser i syd og til Skagen i nord er ikke langt nok.

– Vi nåede hele 452,95 km eller 18118 baner, lyder det glade budskab fra Morten Jakobsen fra SHS Stevns.

På landsplan var der 38 klubber og haller som lagde vand til denne landsdækkende event, hvor man skal svømme så langt som muligt med så mange deltagere som muligt.

Man må sige, at SHS lykkedes med begge dele.

– Det lykkedes os at opnå to femtepladser, nemlig én i antal deltagere og én i antal svømmede meter, siger Morten Jakobsen.

Derudover blev det til en syvendeplads i den kategori, som hedder deltager i forhold til postnummer.

Dagens yngste svømmer var Oscar på seks måneder, som svømmede 25 meter med hjælp af mor. Blandt de ældste svømmere var 70-årige Lise fra Køge, der var én af de sejeste, idet hun svømmede 7.500 meter.

– En super god dag i svømmehallen – tak til alle som deltog i vandet, om det så var 25 meter eller 16 kilometer, at I svømmede. Også stor tak til alle, som hjalp til på land. Håber at se jer alle igen og gerne mange flere til næste år, hvor Den Store Svømmedag vil finde sted søndag 2. oktober, lyder den afsluttende bemærkning fra Morten Jakobsen og SHS Stevns.