
Lørdag kl. 23.50 anholdt og sigtede politiet en 32-årig mand fra Karise for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde generhvervet sin førerret efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Manden kom kørende ad Skovkildevej nær Skrosbjerg.
Da der i bilens kabine var en lugt af hash, ransagede politiet bilen og fandt en mindre mængde hasholie, så ud over de to overtrædelser af færdselsloven blev den 32-årige også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Politiet løslod den 32-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.