
Rikke
Langturskajakroer lagde til ved havnen i Rødvig på sin tur Danmark rundt i havkajak
Lasse nød den flotte udsigt og havde masser af overskud til en selfie ved Stevns Klint. (Foto: Lasse A. Bøgh)
Stevns: Godt en måned havde 25-årige Lasse A. Bøgh været afsted, da han i forrige uge passerede Stevns Klint på sin tur rundt om Danmark i havkajak.
Den unge kajakroer roede ud fra Højer den 13. februar, og har siden oplevet både mod- og medvind, modstrøm og bølger, sol og regn samt en masse venlige mennesker på sin tur. Således også i Rødvig, hvor han lagde til for natten i Rødvig Havn fredag aften i forrige uge.
Stor opbakning
Her blev han modtaget af venlige rødvigborgere, som tilbød husly, både til ham selv og til kajakken, som fik ophold i den lokale kajakklub.
Lørdag morgen sejlede Lasse A. Bøgh videre på sin tur – i god form og ved godt humør:
– Jeg har det faktisk rigtig godt. Nogle dage er kroppen godt brugt, andre dage er den i topform. Modvind og modstrøm kræver altså flere kræfter end når vind, strøm og bølger er med mig, så kroppen er meget påvirket af vejret. Mentalt er jeg på toppen efter nogle gode lange dage med fart på. Desuden møder jeg åbentsindede og hjælpsomme mennesker, hvor end jeg kommer, ligesom i kajakklubben i Rødvig. Det giver også en masse energi og gåpåmod, siger Lasse.
Han melder, at alt går efter planen og glæder sig over, at vejret ikke har været så koldt og hårdt, som man kunne forvente sig i februar og marts:
– Selvom det også havde været en fed udfordring med barsk vintervejr, siger Lasse, og fortsætter:
– Det mest uventede er faktisk, hvor stor support jeg oplever. Folk er virkelig positive, så det er jeg rigtig glad for.
Havet giver mig ro
Lasse A. Bøgh er født og opvokset på Thurø, syd for Svendborg, og har de seneste godt tre år boet på Bornholm. Udover at uddanne sig til sygeplejerske på Bornholm, har Lasse også benyttet sig af de mange kyststrækninger rundt om øen til at træne til sit livs hidtil største udfordring, nemlig at ro Danmark rundt i havkajak.
Lasse har siden han var en lille knægt sejlet, surfet, wakeboardet, svømmet og gennem sin tid på Bornholm også roet havkajak.
– Ved at være omkring eller på havet, så har jeg altid kunnet finde roen og det gode humør frem igen. Havkajak giver muligheden for både at komme tættere på sig selv og samtidig dyrke det simple liv i naturen, siger Lasse
Det Røde-Hvide Bånd
Lasse A. Bøgh er med sine 25 år den yngste dansker, der tager den barske tur alene om vinteren.
– At ro Danmark rundt om vinteren er den største kajakpræstation, man kan gennemføre som kajakroer i Danmark, siger Lasse, der efter veludført tur vil modtage det Rød-Hvide Bånd, hvilket er et yderst respekteret kajaktrofæ.
Lasse A. Bøgh er kun den anden dansker, der har valgt at tage turen om vinteren. Den første, jægersoldaten og siriusmanden Erik B. Jørgensen, roede turen rundt for ni år siden.
rmh
Fakta:
Lasse A. Bøgh sejler alene på sin tur Danmark rundt i havkajak
Danmark rundt er en tur på ca. 1.300 kilomter
Turen startede den 13. februar i Højer, hvorfra Lasse har roet nord om Skagen, rundt om Fyn, dernæst rundt om Sjælland, hvor han passerede Rødvig forrige fredag.
Herefter går kursen mod Møn, Lolland, Falster, de Sydfynske øer, og turen ender ved Grænsesten nr. 1, der ligger, hvor Kruså løber ud i Flensborg fjord.
I vinterperioden har Lasse A. Bøgh estimeret turen til at tage mellem 30 og 60 dage, alt efter vejrets forudsætninger.
Han skal undervejs bo i telt og lave mad på stormkøkken.
Ved at ro Danmark Rundt i Havkajak får man det Rød-Hvide Bånd. Det Rød-Hvide Bånd er en udfordring, hvor man skal ro Danmark rundt i Havkajak under et bestemt regelsæt. Blandt andet skal turen foregå som en sammenhængende tur, hvor man klarer sig selv.