Bekymret for ældreområdet

Jeg har ikke noget personligt forhold til Hoterhaven, men har været i sorggruppe med flere som desværre har mistet deres kære, som tilbragte sine sidste dage Hoterhavens plejecenter.

Ud fra de udtalelser, som de pårørende fremførte, må jeg desværre konstatere, at Gitte Claumarch har helt ret i sin fremlægning af problematikken på Plejecenter Hoterhaven.

Jeg er nu mere generelt bekymret for hele ældreområdet, desværre ikke kun i Stevns kommune, men også på landsplan, men for at blive ved kommunen, så er der for meget snak og for lidt handling og konsekvens.

Ældreområdet er konstant en spareøvelse, uden at der kigges på trivsel og velvære, som på sigt ville spare kommunen for unødige omkostninger.

Man kunne måske også kigge lidt indad i kommunen, og lade pensionister, som stadige er aktive og gerne vil tjene en ekstra skilling, komme de plejehjemsramte til gavn ved at gå ture, spille spil og synge i fællesskab, så det tog lidt af presset for personalet.

Kommunen bør også se på, om vi har råd til alle de direktører med høje lønninger og lukrative fratrædelsesordninger; der går flere SoSu-assistenter på én direktør i kommunerne.

Der er for meget administration og for mange ledelsesniveauer og det er dyrt.

Håber forholdene ændrer sig, for en skønne dag kan man desværre være en del at ældreområdets tilbud.

Allan Olsson

Nicolinevej 69

Strøby Egede