Bagerbutik under konkurs-behandling

Allerede torsdag tidlig eftermiddag var personalet ved at pakke butikken ned, og fredag åbnede Parmo-bageren på Nytorv i Store Heddinge ikke som vanligt. Et skilt i vinduet fortæller, at bagerbutikken er lukket på grund af sygdom.

Det er dog desværre også en kendsgerning, at butikken, der er ejet af Jeannette Vestergaard, er under konkursbehandling ved skifteretten i Roskilde.

Der blev allerede modtaget en begæring i retten 21. juni, og den blev behandlet i tirsdags.

Kurator er advokat Per Astrup Madsen, Rådhuspladsen 4, 1550 København V.

Enhver, der har fordring eller andet krav mod skyldneren, opfordres til inden fire uger fra 28. juni at anmelde sit krav til kuratoren. Anmeldelsen bør være vedlagt dokumentation for kravet, som det står skrevet i Statstidende.