Afdansningsbal i Solgårdsparken

Onsdag 3. august slutter Solgårdsparkens Støtteforening sommersæsonen af med den sidste af sine populære musikaftener. For 16. år i træk er det Rocking Ghosts, der står for den musikalske underholdning.

Aftenen begynder allerede kl. 17.30 for dem, der vil spise aftensmad - enten medbragt mad til de opstillede griller eller ved at købe et måltid, der skal forudbestilles senest samme dag kl. 12.00.

Aftenens orkester går på scenen kl. 19.00. De seks musikere behøver ikke nogen nærmere introduktion, da de fleste af de seks musikere har været med, siden Elvis og Beatles var tidens hotteste navne. Rocking Ghosts slutter normalt af med deres største hit gennem tiderne: Belinda.

Som vanligt skal man købe alle sine drikkevarer på stedet, da det er disse indtægter, der betaler arrangementet. Støtteforeningen har cirka 1000 siddepladser og opfordrer derfor specielt denne aften til, at man selv medbringer bord og siddepladser, da sommerens sidste arrangement altid er velbesøgt. Foreningen gør opmærksom på at parasoller og lignende ikke er tilladt, da de kan spærre for udsyn til scenen.