Ny tænketank har fået en lokal debattør i spidsen

Foto: Anders Ole Olsen
Kasper Støvring
Kasper Støvring © Anders Ole Olsen / Sjaellandske Medier

Der er oprettet en ny tænketank om indvandring og integration, skriver DAGBLADET og Sjællandske.

Sorø: Unitos er navnet på en ny, stor tænketank. Bag den står debattørerne ph.d. og forfatter Kasper Støvring, der bor i Sorø, SF-folketingskandidat Halime Oguz og satiriker, radiovært og cand.public. i analytisk journalistik Mikkel Andersson.

Tænketanken skal finansiere og igangsætte initiativer, som ser på konsekvenserne af indvandring og integration i Danmark, skriver www.altinget.dk, der også fortæller, at det kommer til at gælde en lang række områder, heriblandt kulturelle, religiøse, økonomiske, juridiske, kriminalitets-relaterede politiske og sociale.

– Den danske debat om indvandring fylder utrolig meget i medierne, men den foregår langt fra altid på et faktuelt og kvalificeret grundlag. Det søger Unitos at råde bod på ved at støtte kompetente bidrag til samfundsdebatten, siger Kasper Støvring, der er bestyrelsesformand for Unitos.

Altinget.dk skriver også, at tænketankens tre bagmænd alle har markeret sig som kritikere af den førte asyl- og integrationspolitik, men Unitos er ikke et partipolitisk initiativ, der kun vil sætte fokus på de negative aspekter af indvandringen, understreger Kasper Støvring.

Tænketankens midler kommer fra private donationer og går ubeskåret til tænketankens projekter.

Kasper Støvring er ph.d. i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet.

Han har udgivet en række bøger og artikler i tidsskrifter og har i de seneste år deltaget flittigt i den offentlige debat med indlæg om blandt andet nationsbegrebet, multikulturalisme og kulturkamp.