
Sorø Kommune fik tilsagn om 2,4 millioner kroner, da regeringen og støttepartierne afsatte i alt 500 millioner kroner på 2020-finansloven til bedre normeringer i landets daginstitutioner.
Nu er den første portion af pengene, landet i Sorø. De resterende midler bliver udbetalt til kommunen den 1. oktober 2020.
I Sorø Kommune besluttede man, at pengene skal gå til at ansætte mere personale i kommunens vuggestuer. Samtidig blev det besluttet, at den konkrete anvendelse af de tildelte midler til vuggestuerne skal træffes af områdelederen.
Konkret betyder bevillingen, at vuggestuerne i den nordlige halvdel af kommunen har penge til at ansætte 1,08 pædagog og 0,89 medhjælper/assistent.
Vuggestuerne i syd kan ansætte 2,16 pædagoger og 1,66 medhjælpere/assistenter.
Den selvejende institution Røde Kors Børnehus kan ansætte 0,19 pædagog og 0,14 medhjælper/assistent. Sorø Skovbørnehave har ingen vuggestue og modtager derfor ikke penge til mere personale. Lovgivningen giver ikke mulighed for at tildele midler til private institutioner.
Børn og Undervisningsministeriet har meldt ud, at midler til minimumsnormering gerne må benyttes til at dække de ekstra lønudgifter til pædagogisk personale grundet COVID-19 pandemien.