Fest i skumringen

Sorø Bibliotek og Foreningen Norden Sorø inviterer til »Skumringstime« på Sorø Bibliotek mandag den 11. november klokken 19.

Aftenen er et led i et stort højtlæsningsevent på biblioteker og lignende institutioner i hele Norden og Baltikum, hvor man læser højt af det samme stykke nordisk litteratur på det samme tidspunkt på samme mandag i november.

I år er det Niels Henriksen, der læser op i Sorø, og det overordnede tema er denne gang »Fest i Norden«, og højtlæsningsbogen er Karen Blixens »Babettes gæstebud«.

Aftenens program bliver i øvrigt fællessang med festtema akkompagneret af Rosa Madsen, og tidligere lektor ved Sorø Akademi Steen Jensen, som vil fortælle om de mange forskellige festtraditioner, som skolen har haft gennem tiden.

Det koster 50 kroner at være med. Vil man sikre sig billet på forhånd, kan man henvende sig på Sorø Bibliotek eller benytte bibliotekets hjemmeside.