Ejendom har fået dispensation til p-pladser og ny indkørsel

Udvalg har givet dispensation fra fortidsminde-beskyttelseslinje, så ny ejer af Volden 10 kan foretage ændringer. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

Ejendommen Volden 10 har fået ny ejer, der ønsker at gøre nye ting med ejendommen.

Ejeren ønsker at anlægge ny indkørsel, etablere fem p-pladser og ombygge en tidligere svinestald på grunden til et atelier.

Alt det har udvalget for teknik og miljø lige givet tilladelse til, og dermed har udvalget også givet dispensation fra den fortidsminde-beskyttelseslinje, der ellers hersker omkring Pedersborg kirkebanke og voldsted.

En nabo har protesteret over planerne, men den protest har udvalget ikke fundet tungtvejende nok til at forhindre tilladelsen.

Der er dog udstukket nogle retningslinjer for de ændringer, den nye ejer må foretage:

Afstanden mellem den nye indkørsel og naboskellet skal være to meter, og indkørselsvejen må højst være tre meter bred.

Det hegn og den belysning, der skal være ved indkørsel og p-plads må højst være en meter højt, og belysningen skal være nedadrettet.

Endelig må der kun ske minimal terræn-regulering i forbindelse med etablering af indkørsel og p-plads, og Museum Vestsjælland skal have lov til at se, om der gemmer sig noget i jorden.

Kommunen og udvalget har bl.a. lagt vægt på, at der ikke er tale om uberørt område, at renoveringen af svinestalden vil være en forskønnelse, og at oplevelsen af Pedersborg voldsted som et landskabselement ikke vil blive påvirket.

Svinestalden/atelieret vil blive forsynet med ovenlysvinduer, og det er naboen ikke begejstret for. Kommunen mener dog, at naboen må tåle det, da der er syv meter mellem atelier og naboskellet.

Tilladelsen fra udvalget er endelig og skal ikke behandles i andre politiske udvalg.