Egen markedsføring har givet bonus

Forleden kom de nyeste tal fra VisitVestsjælland over antallet af overnatninger i Kalundborg, Slagelse og Sorø kommuner, og statistikken viser, at Sorø er årets højdespringer med en fremgang i antallet af overnatninger på 15,1 pct. fra 2016 til 2017. Det er især Comwell og Hotel Postgaarden, der bærer fremgangen. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

På Hotel Postgaarden er René de la Cruz for alvor ved at få vind i sejlene. På overnatningssiden er det især håndværkere, private aftaler og musikgæster, der er årsag til fremgangen.

- Flere forretningsrejsende og håndværkere fået øjnene op for, at man kan bruge Postgaarden igen, siger han.

- Ellers stammer den fremgang, vi har haft, fra den markedsføring, vi selv laver. Jeg har en aftale med et rejsebureau i Risskov, og det giver især gæster fra Sverige og Norge. Derudover er jeg med i Travel-Deal.dk, og det betyder, at jeg får besøg af en del københavnere og også gæster fra Fyn og Jylland. Endelig har jeg fået etableret en række musik-arrangementer, og nok op mod halvdelen af dem, der deltager i de arrangementer, overnatter her også. De får rabat på værelset, når de køber billet til spisning og musik-arrangement.

René de la Cruz laver selv sine aftaler.

- Jeg har valgt i år ikke at indgå en partnerskabsaftale med VisitVestsjælland, siger han.

- Dels laver jeg som nævnt mine aftaler selv - det giver det bedste udbytte - og dels betaler Sorø Kommune mange penge til VisitVestsjælland, og så er der jo ingen grund til, at vi andre også skal gøre det.