Den 20. kyndelmisse-lysfest tog corona-revanche

Den første lysfest i Sorø efter to års corona-pause bød på et proppet program.

Lysfest: Se de flotte billeder da lysfest tog revanche

Foto: Thomas Olsen

Foto: Thomas Olsen

To års corona-nedlukning havde måske fået folk til savne Sorøs lysende kyndelmisse-fest.

I hvert fald var byen fuld af mennesker, der trodsede lørdagens våde vejr for at se lysfestens genkomst efter de to års pause.

De kunne nyde et omfattende program, hvor der også var flere nye aktiviteter. Det var blandt en parade med lysfigurer gennem Storgade, en orange sol projiceret op på facaden af det gamle rådhus på Torvet og seks luftballoner på Carlsens Plæne ved Sorø Sø.

Mod lysere tider

Ved et is-værksted på Storgade var Anna Christine Jespersen i gang med at hugge sin egen is-skulptur ud af en blok klar is.

– Det er lidt svært, lyder det fra Anna Christine Jespersen.

– Men det er sjovt at være her, tilføjer hendes mor, Stina Jespersen.

På tur gennem byen var også parret Lissi Rasmussen og Preben Rasmussen.

– Det er meget imponerende, og der er meget mere på programmet end sidste gang. Nu går vi mod de lysere tider, og det er det, jeg forbinder kyndelmisse-festen med. Det kan godt anbefales, siger Lissi Rasmussen.

Plads til udvikling

– Det mest imponerende er i Akademihaven. Jeg synes, der mangler noget lys i Storgade, der er alt for mørkt. Det kunne man godt udvikle på, siger hun.

– Jeg har boet her i byen i 85 år. Der er da sket nye ting gennem årene, siger Preben Rasmussen.

– Og nu skal vi se brandbilerne på brandstationen. Det er lige sjovt hver gang, lyder det fra Lissi Rasmussen.

Det var 20. gang, der blev holdt kyndelmisse-lysfest i Sorø.