Brandmænd får lov til at beholde uniformen

Først sagde ledelsen i Vestsjællands Brandvæsen nej til, at brandfolkene på brandstationen i Sorø måtte bære deres parade-uniform. Begrundelsen lød, at der skulle være ensartethed i alle brandvæsnerne, og Sorø er sammen med Odsherred de eneste kommuner i det fælles beredskab, som har paradeuniformer.

Men nu har ledelsen ændret mening.

Brandfolkene må alligevel gerne bære uniformen ved kvartalsspisninger, ved interne fester, bryllupper og begravelsen.

Det oplyser Peter Nygaard, der er tillidsmand for brandmændene i Sorø.

Han er meget tilfreds med resultatet af det møde, der fandt sted i denne uge.

- Vi fik forklaret, hvorfor uniformen er så vigtig for os, og vi føler, der blev lyttet til os. Vi havde en god dialog med ledelsen, og det betyder nu, at vi kan bære uniformen til alle arrangementer under Sorø Brandmandsforening, siger Peter Nygaard, der selv er deltidsbrandmand i Sorø.

Brandfolkene kan dog ikke benytte den ved den årlige officielle nytårsparade i januar.

- Det er vi da ærgerlige over, men ellers er vi rigtige glade for, at vi kan beholde vores uniform, siger tillidsmanden.

Det skriver DAGBLADET Ringsted og Sjællandske.