Aktiv 90-årig inviterer til fest på sin fødselsdag

Tirsdag den 28. maj fylder Zenia Nielsen i Nyrup 90 år.

Hun kom til Nyrup i 1956 sammen med hendes mand Eigil Nielsen og sammen drev de Nyrup installationsforretning, som sønnen Peter nu har overtaget.

Hendes motto har hele livet været at se lyst og positivt på tingene og tage det, som det kommer. Vi skal være taknemmelige og påskønne selv de små ting i livet, siger hun.

Zenia har altid været en meget aktiv dame og er det stadig væk trods hendes snart 90 år.

Hun er medlem af Sorø Ældreråd, hvor hun varetager de ældres tarv og er næstformand i ældresagen Dianalund/Stenlille, hvor hun er med-underviser i madlavning for ældre mænd, hver uge på Stenlille Skole.

Hun nyder meget at kunne dele ud af sine mange årlige erfaringer med god madlavningskunst. Hun er medarrangør af ture og rejser for de ældre, deltager aktivt i fællesspisning og søndagscafé og er bestyrelsesmedlem i Kaarsbergcentrets bestyrelse. Derudover arbejder hun et par dage om ugen i Røde Kors butikken i Stenlille.

Zenia har altid været aktiv i Nyrup og har haft meget fokus på sammenholdet i byen, hvilket også har resulteret i en stor vennekreds. Desværre er der ikke så mange tilbage af dem mere, men Zenia holder fast i, at Nyrup er hendes by og det vil den blive ved med at være.

Zenia holder meget af at samle familien og glæder sig over hver gang der er en anledning til at ses. Hun elsker også af at rejse sammen med dem og til september går turen atter til Gardersøen. Udover fire børn er der seks børnebørn og tre oldebørn.

Zenia Nielsen fejrer sin fødselsdag på dagen med åbent hus fra klokken 14 til 17 hjemme i Nyrup.

Zenia Nielsen fejrer sin 90 års fødselsdag med åbent hus hjemme i Nyrup tirsdag den 28. maj. Privatfoto