Vender på en tallerken: Nu falder borgmestervalget på 28-årige Emil

Solrøds helt store stemmesluger ved kommunalvalget, Emil Blücher fra Liberal Alliance, snupper borgmesterposten i 11. time fra Socialdemokratiets Jonas Ring Madsen, som der var flertal for på valgnatten.

Solrød: Emil Blücher (LA) står til at blive ny borgmester i Solrød Kommune fra årsskiftet. Det er konklusionen, efter at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Havdruplisten nu har valgt at pege på det 28-årige byrådsmedlem som borgmester. Udpegningen kommer efter et turbulent konstitueringsforløb, hvor blandt andet de personlige stemmer ikke forelå på valgaftenen. På valgnatten fik Venstre og Det Konservative Folkeparti tilbud fra Liberal Alliance om at gøre Blücher til borgmester, så kommunen kunne fortsætte med en borgerlig borgmester. Venstre ønskede på daværende tidspunkt ikke at pege på Blücher som borgmester, men partiet har nu ændret holdning. At partiet nu er klar til at pege på Emil Blücher skyldes, at Blücher ved valget var den kandidat, der fik flest personlige stemmer. Han fik 1581 personlige stemmer. Solrøds nuværende borgmester Niels Hörup fik 1148.