Andre kommuner er allerede i gang, og andre planlægger at gå i gang med en reparationscafe, hvor borgerne kan gå hen og få repareret diverse effekter, som ellers ville havne i skraldespande og storskrald.
I Solrød mødtes vi første gang i september måned, hvor Solrød Bibliotek og Kulturhus havde inviteret til et møde omkring FN´s 17 konkrete mål for medlemslandenes fokus på at skabe en mere bæredygtig klode med tilfredse borgere.
Og nu mangler vi bare lige dig, der også kunne tænke dig at byde dig ind på frivilligt arbejde med diverse reparationer.
Det, der skal repareres, skal være ting, der kan ordnes på stedet, og det skal være noget, som ikke kan købes hos det almindelige butiksliv. Vi forstiller os noget med elektronik og noget med sy-reparationer.
Vi har planlagt åbningstiden til 1 gang om måneden i 2 timer, den sidste lørdag. Tidspunktet er valgt således at alle kan deltage. Lige nu er der planer om start lørdag den 25. marts.
Opgaven udføres som frivilligt arbejde, og dem, der kommer med reparationer, bliver i cafeen og bistår med reparationen. Skal der købes nye dele, er det kundens egen opgave.
Biblioteket har lovet at byde på en kop gratis kaffe.
Der er informationsmøde tirsdag den 7. februar kl. 16 til 17, og mødet er helt uforpligtende. Du kan få yderligere informationer om reparationscafeen, og du kan melde dig til som frivillig.
Tilmeld af hensyn til antallet af stole i lokalet og mængden af kaffeproduktion gerne i forvejen. Det kan ske på flere måder: tilmelding via Bibliotekets hjemmeside, opringning til biblioteket eller tilmelding i biblioteksskranken i den betjente åbningstid.
