Der var god grund til, at Havdrup Gymnastikforening på forhånd havde opfordret tilskuere til helt at droppe bilen. Det forstod dem, der befandt sig i Havdrup Idrætscenter lørdag, hvor der blev afholdt opvisning med mellem 1000 og 1500 deltagere i løbet af dagen.
De hundredvis af biler gjorde nemlig, at der var så proppet på idrætscentrets parkeringsplads og skolens lige på den anden side af vejen, at yderarealerne måtte tages i brug.
I hallen gav både unge, ældre og små børn opvisning til stående applaus fra tilskuerne. Blandt andet Gunslevholm Idrætsefterskole, der samarbejder med Havdrup Gymnastikforening og havde sit danse- og teamgymhold med, gav opvisning og viste forskellige spring frem.
– Det betyder enormt meget at kunne holde det her. Vi er jo en forening, der ikke på den måde har kampe hver eneste weekend, så det er vores måde at vise os frem, og vi plejer også at kunne se, at der kommer flere folk til, som formand i Havdrup Gymnastikforening Betina Steneman forklarede.
I en forening med over 1000 medlemmer og 83 frivillige betyder det især meget, at man kan afholde dagen efter corona, hvilket også lod sig gøre sidste år, som hun ligeledes nåede at forklare, inden hun atter skulle råbe hallen op med mikrofonen.
– Vi har været rigtig gode til det, og vi skal fortsætte med det, som hun blandt andet sagde om de stående applauser, folk gav ved de forskellige holds opvisningers udmarch.

