Ejer: De danske regler er forrykte

Foto: Lene Ploug Frederiksen
6. maj falder dommen over SuperBest Solrød (Meny). Indehaver Søren Petersen er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i forbindelse med, at en slagtersvend i 2013 skar noget af sin finger, da han benyttede båndskæreren i slagterafdelingen.
6. maj falder dommen over SuperBest Solrød (Meny). Indehaver Søren Petersen er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i forbindelse med, at en slagtersvend i 2013 skar noget af sin finger, da han benyttede båndskæreren i slagterafdelingen.

Solrød: – Jeg taber utvivlsomt sagen, selv om jeg ikke mener, at jeg har gjort noget forkert.

Sådan lød den umiddelbare vurdering fra Søren Petersen, ejer af SuperBest i Solrød, efter han onsdag havde siddet i retten i Roskilde, sigtet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Sigtelsen lød på, at butikkens slagtersvend ikke var blevet instrueret i den båndsav han brugte, da han i oktober 2013 kom alvorligt til skade. Der var ingen synlig instruktion i at bruge maskinen, ligesom medarbejderen ikke havde været på sikkerhedskursus.

– Han har fået instruktion i at bruge maskinen da han blev oplært. Man kan jo ikke bruge tid på at instruere hver dag, og det er heller ikke nødvendigt. Det er rigtigt, at flere af mine medarbejdere ikke har været på sikkerhedskursus, men det er jo generelle kurser, hvor man ikke lærer om hvordan for eksempel en båndsav virker. Den oplæring får medarbejderne i butikken, forklarer Søren Petersen.

– Reglerne i Danmark er helt gale. Jeg kan forstå, at jeg skal dømmes, hvis ikke båndsaven levede op til reglerne, men det er ikke tilfældet, forklarer Søren Petersen til DAGBLADET.