
Vandrerhjemmet i Slagelse har fået ny ejer, skriver Sjællandske.
Efter blot et par måneder lykkedes det Slagelse Kommune at få vandrerhjemmet solgt, efter at forpagterne siden 2012, Michelle Kiralyfalvy og Vagn Busch Jensen, midt på sommeren opgav at komme overens med kommunen om vedligeholdelsen af den skrantende hovedbygning.
Hvem der har købt vandrerhjemmet, er ikke til at få oplyst i øjeblikket, selv om køberen overtager allerede 1. november.
– Vi må ikke sige, hvem der har købt det. Det ønsker køberen ikke oplyst p.t., siger Henny Inger Nielsen, der står for køb og salg af ejendomme i Slagelse Kommune.
Hun glæder sig over, at salget er gået hurtigt, og hun slår fast, at der fortsat skal være vandrerhjem på stedet.
– Det var et politisk ønske i forbindelse med salget, at det blev med en deklaration om, at der fortsat skulle være vandrerhjem, forklarer Henny Inger Nielsen.
Det udelukker dog ikke andre aktiviteter, men det skal i givet fald være aktiviteter, som hænger sammen med vandrerhjemsdrift.