Sygeplejeskolen bliver til 142 studieboliger

Nye ungdomsboliger i et fælles studiemiljø er på vej i Slagelse, nærmere bestemt på den tidligere sygeplejeskole på Ingemannsvej. Tilmed til meget konkurrencedygtige priser, lover direktør for Fællesorganisationens Boligforening, Jørgen Mejlgaard.

Boligforeningen har nemlig købt skolen af University College Sjælland, som sidste år flyttede sygeplejerske-uddannelsen herfra til midlertidige lokaler hos pædagog-uddannelsen længere nede ad Ingemannsvej.

Planen er som tidligere nævnt, at begge uddannelser indenfor de næste fire år skal samles i Campus Slagelse ved stationen. Men inden det bliver en realitet i 2017, vil FOB være klar med et projekt, som man satser på vil tiltrække mange unge uddannelses-søgende, og samtidig stadig vil kunne bruges af midlertidigt og fast sygehus-personale, med sin placering til op til sygehuset og det nye psykiatrisygehus.

– Vi håber, at det hele vil være klar sidst på året næste år. Byggeriet skal dog ske i flere etaper, hvor vi i første omgang indretter de et rums boliger, som er der i forvejen. De får tilføjet et lille køkken, og senere tager vi så fat på at indrette nye to-rums boliger og forskellige fælles-rum, siger Jørgen Mejlgaard.

Læs mere i Sjællandske lørdag